”Jeg klarede en time mere. Så gik jeg ind på skoletoilettet og skar tre snit i armen, som jeg derefter svøbte ind i toiletpapir. I samme sekund som snittet delte sig og de gule bobler blev synlige for øjet, faldt Lucifer i søvn. Jeg blev helt blød i kroppen, som balsam i et nyvasket hår.””Selvskadernes dronning”. Sådan betegner Sofia Åkerman sig selv i sin stærke, selvoplevede beretning ”Zebrapigen”, som har vakt stor opmærksomhed og anerkendelse i hjemlandet Sverige. Den skildrer en 18-årig piges kamp for at frigøre sig fra sin selvdestruktive dæmon, der har drevet hende så langt ud at lægerne har opgivet håbet. I tilbageblik oplever vi Sofias teenageår som tvangsindlagt på psykiatriske afdelinger, hvor hverdagen ikke kun er en kamp mod angsten, men også mod systemets overgreb. En kamp for et værdigt liv. Vi følger Sofias tanker, frygten for at blive rask og glemt, skammen over sig selv – men også lykken når hun opdager at verden ikke altid er som hun havde troet.”Zebrapigen” rammer lige ned i et stærkt stigende samfundsproblem. Stadig flere unge rammes af spiseforstyrrelser, og i håb om at den fysiske smerte for en stund kan overdøve den psykiske vælger mange i desperation at gøre skade på sig selv ved at snitte sig i håndled og arme. Det er smertefuld og skræmmende læsning, men også en bog som giver indblik, forståelse og - ikke mindst - håb.
