Vlad Pælespidderen

Ved indgangen til 1400-tallet kastede en ny trussel sin skygge over Europa: Fra Anatoliens indre strømmede horder af soldater, der undertvang lande og folk, som var tro mod Jesu Kristi kors. Det sydlige Balkan helt til Donaus bredder var allerede bukket under.
På den anden side af den store flod strakte det gudfrygtige fyrstendømme Valakiet sig op til Karpaternes forbjerge, som udgjorde grænsen til Transsylvanien. I bjergene søgte bejlere til Valakiets trone tilflugt, mens de ventede på, at lykken skulle tilsmile dem.

I det Herrens år 1430 fik Valakiets trone- og kroneløse fyrste Vlad Basarab sin anden søn. Barnet blev døbt Vlad, opkaldt efter sin far, som snart fik tilnavnet »Vlad Dracul« eller »Dragen Vlad«, for den tysk-romerske kejser og konge af Ungarn, Sigismund af Luxembourg, udnævnte ham til ridder af drageordenen. Kejseren overgav ham Valakiets krone og forsikrede ham, at han kunne regne med støtte til at bestige landets trone. Det er derfor, Vlad, søn af Vlad, blev kaldt »Dragens søn: Dracula.