Vi morer os ihjel

Hvad sker der,
når medier og politik bliver former for underholdning? I takt med at vores
verden begynder at ligne Orwells 1984 mere og mere, er Neil Postmans
analyse af de moderne medier mere relevant end nogensinde.



”Vi
holdt øje med 1984. Da året kom, og profetien udeblev, klappede tænksomme
amerikanere sig selv på skulderen. Det liberale demokrati havde sejret. Selvom
rædsler var indtruffet mange steder, havde vi i det mindste ikke fået besøg af det
Orwellske mareridt.

     Men vi havde glemt, at der ud over Orwells
mørke vision var en anden – en anelse ældre, en anelse mindre kendt, men lige
så skræmmende: Aldous Huxleys Brave New
World, Fagre nye verden. Men i modsætning til, hvad de fleste tror, selv de
højtuddannede, profeterede Huxley og Orwell ikke det samme. Orwell advarer om,
at en påtvunget undertrykkelse vil få bugt med os. Men i Huxleys vision er der
ikke brug for nogen Big Brother til at fratage folk deres autonomi, modenhed og
historie. Som han så det, vil folk komme til at elske deres undertrykkelse,
komme til at tilbede de teknologier, der spolerer deres evne til at tænke.”
(Fra bogen)

 

Neil Postmans
banebrydende polemik om fjernsynets ødelæggende effekt på vores politik og
offentlige samtale blev oprindeligt udgivet i 1985 og er blevet hyldet som en
bog fra det 21. århundrede udgivet i det 20. århundrede. Nu, hvor fjernsynet
har fået følgeskab af mere sofistikerede elektroniske medier – fra internettet
til mobiltelefoner – har den fået endnu større betydning. Vi morer os ihjel
er et profetisk blik på, hvad der sker, når politik, journalistik, uddannelse
og endda religion bliver underlagt underholdningens krav.



”Det er usandsynligt, at Trump nogensinde har læst Amusing Ourselves to Death,
men hans opstigning ville ikke have overrasket Postman.” – CNN



”Den
mest ætsende, nøjagtige og svimlende profetiske bog om, hvordan
medieudviklingen er ved at blæse vores hjerner ud og underminere betingelserne
for ikke bare et sammenhængende selv, men også et sammenhængende samfund.” –
Lea Korsgaard, fra det danske forord til bogen