Vi må være som alt + Jeg har forandret verden

Henrik S. Holck har været ude for længe, det er kun for et fåtal, at han er kult. Debut 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt, som Lars Bukdahl har kaldt et hovedværk i ny dansk litteratur. Samme år debuterede Michael Strunge med Livets Hastighed, og de to, Holck og Strunge, udgjorde sammen med F.P. Jac den ny generation i dansk poesi.

Den har længe været uopdrivelig, men nu er den her: Vi må være som alt i Gladiators Sandalserie, hvormed Holck er udråbt til klassiker som et kompliment til den gode smag.

Andreas Pedersen skriver i sit efterskrift: "Vi må være som alt tager de svimlende afstande på sig, lever i de svimlende afstande, i et kontinuum, glædesfuldt:

”der findes ingen baggrund

og heller ingen forgrund

men fugle og fjelde

og store stenstykker halvt af jorden

himlens hvide ridt og røde bær i klaser”

Det hele på én gang – ikke fugle og derefter fjelde og derefter stenstykker. ”Og” forstået som: sammen med, for ever together. ”Og” som den tyndeste, hurtigste forbindelse, swush. En perforeret verden. Gå forlæns og baglæns med samme utrolige lethed. At skrive som solens stråler, simpelthen … Stå ikke og sten, tegn ikke linjer i sandet og se dem forsvinde (gentag ikke din ”skæbne” i en række repræsentationer), find en eufori i kroppen, i at kunne rejse sig eller ligge som sandet, selv i den tilsyneladende lammelse er der ”blodets kropsrejse”, find denne solidaritet med livet i klarhed, i bevægelse, i levenhed, livstro, uprøvede kombinationsmuligheder, cirklende, gentagende, roterende, sivende, sydende, dampende, den måde det blinde finder vej på, spyt ordene ud som vand, før det dråbes: jordansigt, et månelivslys."