Velfærdsstatens institutioner

Uddannelse og skoler, sundhedsvæsen og sygehuse hører til velfærdsstatens kerneopgaver. Kravene er lydhørhed over for borgerne, lighed og kvalitet samt økonomisk effektivitet. De store krav er en organisatorisk udfordring. Den danske model overlader opgaven til det offentlige. Repræsentativt folkestyre og et offentligt styringshierarki er set som en løsning, som balancerer kravene over for hinanden.
Den danske model er siden 1980'erne udfordret af en konkurrencemodel. Brugernes frie valg er sammen med konkurrence de anbefalede løsninger. Det skaber økonomiske tilskyndelser, som får institutionerne, deres medarbejdere og ledelse til at lytte mere til brugerne og tænke mere på økonomien, er logikken.
Er den ene model bedre end den anden? Eller er det sådan, at hver gang man vinder noget, så sætter man noget andet over styr?
Svaret er, at det gør en forskel, hvordan man løser opgaven. Frit skolevalg skaber ulighed og giver ikke bedre skoler. Frit sygehusvalg og konkurrence går derimod ikke ud over ligheden på sundhedsområdet, men den skaber heller ikke mere effektive løsninger.
Men forskellen mellem modellerne fortoner sig. Politikerne forbeholder sig ret til at gribe ind, uanset hvordan man indretter sig. De sikrer på den måde lydhørheden over for brugerne og vælgerne, medarbejderne og deres organisationer.