Under huden

Pigen i spejlet ligner ikke en Desron.
Når jeg står lænet frem mod glasset, bliver plastikkortet i min brystlomme presset mod mine ar.
Hun ligner heller ikke en Mestenes.
Der står ‘Desron’ og en masse tal på plastikkortet. Det er det, der betyder, at jeg må være her. Det eneste, jeg skal sige, er, at pigen på billedet er mig.

Mestenes har fået et nyt liv på Roevel Akademi, langt væk fra tågen og langt væk fra Ham.
Axten hjælper Mestenes med at falde til, men der er ting, som det måske er bedst, at Axten ikke ved.
Det er svært at lægge fortiden bag sig, når minderne stadig sidder under huden, og nye kribler frem.