True crime

Dette er det virkelige liv, ikke en historie, man kan forme efter sin vilje. Og så igen: Støder vi ikke ofte på netop dét i sager om virkelige forbrydelser? På mennesker, der ikke er i stand til at skelne mellem ønske og realitet? Mennesker, der vil gøre alt for at få deres idéer til at blive til virkelighed? Som skriver deres eget manuskript med andres blod?
Jeg tror, at vi kan klare selv det værste, så længe vi har noget konkret, noget håndgribeligt, at arbejde med. Vores forstand higer efter forklaringer, især når vi konfronteres med grusomhed; efter en logik, der alligevel gør det uforståelige forståeligt ‒ om ikke på et følelsesmæssigt, så i det mindste på et rationelt plan. Vi er ikke skabt til usikkerhed. Til tvivl. Tvivlen æder os, den sluger os med hud og hår og sjæl og spytter os aldrig ud igen. 
Jeg tænker på mine bøger, på min skrivning. En thriller fungerer ikke uden tvivlen, uden de sidedøre, man som forfatter åbner for sine læsere. Men der er én ting, man aldrig ville byde sine læsere: en åben slutning. 
I True Crime beskriver Romy Hausmann flere forskellige virkelige forbrydelser og hvordan, det har påvirket ofrene. Hun undersøger, hvordan forbrydelser påvirker ofrenes venner og familie og vores samfund. True Crime er en meget stærk bog netop grundet sit fokus på dem, som forbrydelsen virkelig rammer