Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame

Charlotte Strandgaards nye digtsamling rammer nye højder. Den har den lange besværlige titel Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame, hvilket beror på det kvindelige jegs oplevelse af at være en marionetdukke. Og når vi har med marionetter at gøre, havner vi umiddelbart i det fantasmatiske. Jf. f.eks. det fantastiske hos Karen Blixen.  
Charlotte Strandgaards digte hører sædvanligvis til i realismen, med et jeg der har fuldstændig styr på tingene, et central-lyrisk jeg. Men her, i Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame udvider rummet sig på en måde, så jeg’et har svært ved at stå på benene. Allerede i en slags forord får læseren at vide, at: ”Spillelederen har bestemt at jeget ikke selv kan bestemme hvor i drømmehuset hun befinder sig, ej heller hvordan og hvornår hun kommer ud. Hun kan heller ikke lyve.” Det er præmissen.  
Jeg’et kæmper for at overvinde spillereglerne, men tumler rundt i erindringen (fortid), et smertehelvede p.g.a. fejloperation i ryggen (nutid) og flugten væk fra smerterne i en slags ud-af-kroppen oplevelse, hvor bl.a. sexualitet og troen på Jesus Kristus gør både jeg’et og læseren svimmel (det fantastiske).  
Charlotte Strandgaard er ikke for fastholdere. Man ved aldrig, hvad den næste bog indeholder ... Men at hun denne gang styrer ind og ud mellem hverdagen og det næsten hallucinerede kommer bag på os.