I 1966 beslutter den unge Olaf Hoy sig for at tage til Færøerne, da hans nye arbejde, som typografisk trykker i København, direkte opfordrer til noget mere drikkeri, end han bryder sig om. Det han ikke ved er, at på Færøerne er der en spirituslov, som han ikke kendte eksistensen af, en lov, der ikke ligefrem får flere mennesker til at gå på vandvognen, tværtimod.
Han stifter bekendtskab med det færøske folk, der har en meget anderledes indstilling, end den han kendte til i Danmark, et begreb, der hedder gæstfrihed, et meget udbredt fænomen på Færøerne. Også den smukke færøske natur tager ham med storm, og med et møde med den færøske kost, fiskeri på havet og ikke mindst grindefangst, finder han sig selv i et helt andet miljø, der i den grad får tag i ham. Langsomt, men sikkert, får han Færøerne helt ind under huden. Han er ikke længere den unge mand fra en af sovebyerne udenfor København, for der er meget mere på den anden side af Valby Bakke, end han var klar over, så han får mod på flere oplevelser.
Den unge færøske kvinde, Marion, vækker den danske typografs interesse efter deres møde på skibet »Tjaldur«. Senere mødes de igen i Thorshavn, hvor de, senere på aftenen, begiver sig hjem på hans værelse. Efter Olaf kommer tilbage fra toilettet, finder han Marion ligger under dynen i sengen.
Sluk lige lyset, bad hun ham, og kom så herhen til mig.
Hendes arm kom til syne inde fra dynen, og hendes pegefinger bevægede sig lokkende fra Olaf og hen imod sengen.
Selv om han slukkede lyset i loftet, var der, fra vejbelysningen, stadig så meget lys i værelset, at han tydeligt kunne se Marions ansigt, og da hun slog dynen til side, afslørede hun sig i alt sin nøgenhed.
Hvis Olaf før havde været i tvivl, fandt han ud af, ved denne lejlighed, at hendes røde hår er helt ægte.
