Utilitarismen anklages ofte for at indebære handlinger, der synes at gå på tværs af for eksempel retsstatslige principper – principper, som vi ville finde det meget modintuitivt at opgive. Den synes for eksempel at lægge op til, at det i givne situationer kunne retfærdiggøres at straffe uskyldige, hvis det havde gode konsekvenser i øvrigt.
Problemet med denne anklage er imidlertid, ifølge Rawls, at der fokuseres på enkeltsituationer, hvor en straffehandling tilsyneladende har gode konsekvenser. Men ifølge John Rawls er forskellen mellem at retfærdiggøre en enkelt handling og at retfærdiggøre den praksis, handlingen falder ind under, afgørende. Den mest plausible form for utilitarisme er en, der siger, at det utilitaristiske princip gælder, og kun gælder, praksisser.
Hvis vi forstår utilitarismen på denne måde, er den i stand til at modstå en række indvendinger, der traditionelt er blevet rettet imod den. Det er også sådan, vi skal forstå Rawls’ egen retfærdighedsteori. Ideen om, at utilitarismen og andre retfærdighedsprincipper skal forstås som principper, der begrunder praksisser, er en, Rawls bringer med sig videre, når han formulerer sin egen retfærdighedsteori.
To opfattelser af regler er en del af bogserien AFTRYK, der samler korte og vedkommende filosofiske tekster med en væsentlig virkningshistorie. Søren Flinch Midgaard har skrevet introduktionen til teksten, der gør den relevant for studerende såvel som læsere, som ønsker at få indblik i debatten mellem handlings- og regelutilitarismen.
