Tilpas utilpasset

Med Tilpas utilpasset træder Claus Høxbroe ud fra mørket i sidegaden og stiller sig midt på vejen. Her står han og ser en verden, han både elsker og hader.

Det er en verden, der kan gøre ondt på nogen. Det kan gøre ondt, hvis man inderst inde godt ved, at man keder sig. Hvis man tænker mere på penge end sex, og savner dengang, hvor samtalen var vigtigere end samtalekøkkenet.

Det er en beskrivelse af et Danmark, der ikke har noget tøj på. Et Danmark, der tager værdier til sig, som er ligeså hule som Valentinsdag.
Det er beskuelse af vejen de fleste vælger at gå : Villa, Volvo og variabel rente.

Og så er der det, der ligger og gemmer sig under ordene. Den kærlighed til byen og livet, der gør, at man gider at bruge kræfter på at beskrive det - og at andre gider at læse det.
Tilpas utilpasset har de korte tekster, hvor ordene leger med og mod hinanden. Den har de lange oder, som smager af sommerdage og søde piger. Den har sorgmådigt gravskrift til en by, der har en særlig plads.
Men allermest, så er x et knivskarpt billede af en verden, som det ikke er alle, der evner at se.