Tidevandet

Vi traskede tilbage. Sille havde en arm om nakken på mig. Jeg kunne fornemme hendes parfume under lugten af saltvand på hendes hud.
»Hvad er det?« spurgte hun, da hun fik øje på det Max havde opdaget.
»Det ligner …« begyndte Richard og gik i stå.
»Jeg tror sgu det er et skelet,« nikkede Max. »Jeg kan bare ikke gennemskue fra hvilket dyr.«
Aftegningen af en snoet rygsøjle og to parallelle rækker ribben kunne skimtes i sandet. Små, hvide knoglespidser stak op i luften.

Jeg havde fra starten en god fornemmelse. Det ville blive et par dejlige dage i Richards forældres sommerhus.

Men Janus ved ikke at sommerhusområdet, hvor han og tre venner glæder sig til at tilbringe weekenden, ikke er helt almindeligt.

De lokale holder nemlig på en hemmelighed. Om noget, der har hjemsøgt egnen i årevis. Noget, der dukker op når mørket falder på. Noget, der kommer sammen med tidevandet ...