The Burning Lands

DET BRÆNDENDE LAND
Hun gemte sig skræmt - igen,
i ly af velmente løgne.
Hun blev et fravær, der fyldte alt,
et sug af utrøsteligt mørke.
Og løgnen sang i den lyse himmel,
og løgnen hvined' i togets bremser.

Han stod på perronens kant,
fortabt i selvmordets sødme.
Hans ansigt stjal sig til hendes sind,
og hjerterne skreg mod hinanden.
En navnløs smerte, der bandt dem sammen,
på tværs af hverdagens trygge tomhed.

De mødtes påny i smug,
i sorte, svimlende drømme.
De førtes sammen af kroppens lyst,
og sjælens mystiske strømme.
En brand, der føg over nøgne marker,
og svøbte landet i frugtbar aske!

[H.W. Gade september 1990]