“Yeats er en formidabel figur, som har præget eftertidens litteratur. Senere irske forfattere har skrevet i hans skygge, ofte i opposition til hans aristokratisme og heroiskmytologiske billede af Irland. James Joyce strides med ham i Ulysses, hans sproglige økonomi og særegne dramatik havde en underjordisk indvirkning på Samuel Beckett og ekkoet efter Yeats er særdeles tydeligt i Nobelprisvinderen Seamus Heaneys diktion. Ikke-irske digtere som W.H. Auden, Hugh MacDiarmid og Dylan Thomas har vedkendt sig hans indflydelse. Også hinsides den engelsksprogede verden har han sat sig spor, for eksempel hos Jorge Luis Borges, hvis sære og esoteriske historier blandt andet står i gæld til den magtfulde irer, som nogle har kaldt den største lyriker, som skrev på engelsk i det 20. Århundrede.”
Sådan skriver oversætteren Natasja Lund Hertoft i den grundige introduktion til Yeats' digte. William Butler Yeats (1865-1939) fik nobelprisen i 1923. Tårnet, som udvalget af digte er opkaldt efter, anses som et af hans hovedværker.
Natasja Lund Hertoft skriver:”For Yeats er tårnet et sindbillede på det velførte liv, hvor man når stadig højere og højere stadier af erfa-ring og integration, samtidig med at de tidligere, lavere stadier stadig er synlige og virker, som i et vue ned over en vindeltrappe. Tårnets symbolske løsning var også lindring for en plage, som bestandigt dukker op i hans senere værk: Den snigende alderdom, som den kraftglade Yeats var næsten ude af stand til at forsone sig med.”
