Hvordan så man på bakterier i 1870’erne, da videnskaben netop var begyndt at få øjnene op for deres eksistens og betydning?
Det kan man læse i dr. Carl Julius Salomonsens afhandling fra 1877, som beskriver, hvordan bakterierne påvirker blodets forrådnelse, det farveskifte, det undergår, imens det forrådner, samt selve størkningsprocessen. Mange af teorierne er blevet modbevist sidenhen, og for eksempel kan overbevisningen om, at bakterierne hører til botanikkens forskningsfelt, virke tilbagestående i dag. Ikke desto mindre tegner bogen et spændende billede af forskningens fremskridt på dette interessante tidspunkt i videnskabens historie.
Carl Julius Salomonsen (1847-1924) var en dansk læge og bakteriolog. Han var professor i bakteriologi ved Københavns Universitet og i 1895 oprettede han Serotherapeutisk Laboratorium, hvor der blev forsket i fremstillingen af serummer. Laboratoriet blev i 1901 omdannet til Statens Seruminstitut og Salomonsen blev ansat som direktør i instituttets første leveår. Han var desuden medstifter af Medicinsk-Historisk Museum - det senere Medicinsk Museion - og var i årene 1909-1910 rektor ved Københavns Universitet.
Salomon havde en stor interesse for kunst, og var stor fortaler for naturalismen. Hans afhandling "Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyeste kunstretninger" fra 1919 argumenterede for, at de moderne kunstretninger som ekspressionisme, futurisme og kubisme ikke alene var hæslige og frastødende, men ligefrem var et udtryk for smitsom sindslidelse. Afhandlingen medførte en heftig debat i det danske kunstmiljø.
