Striber, Striber, Striber

»Striber, striber, striber,« sukker Zeb. »Hele tiden sort og hvidt og hvidt og sort.«

Zeb er ved at gå til af striber, for han er født til noget større. Føler han. Derfor beslutter han sig for at drage ud i den verden, der ikke har striber, for her er græsset grønnere. Tror han. Og på sin rejse møder han mange spændende dyr, som ligner ham en del.

Synes han selv.