Stress i et eksistentielt perspektiv

Formålet med denne artikel er at bidrage til forståelsen af stress ved at anlægge et eksistentielt perspektiv. Mange stressmodeller ser
grundlæggende individet som noget, vi kan beskrive løsrevet fra sine omgivelser, men det synes for snævert at se stress som først og
fremmest et udtryk for individuelle faktorer som overinvolvering, perfektionisme og arbejdsnarkomani (Friis Andersen, 2013). Også modeller, der ser
stress som resultatet af en ubalance mellem arbejdsmæssige krav og den ansattes ressourcer, opererer med en kløft mellem individet og konteksten og reducerer således
verden til rationelle individuelle subjekter på den ene hånd og videnskabelige objekter på den anden (Kirkegaard & Brinkmann, 2015). I en eksistentiel tilgang forstås
mennesket i stedet for som intimt forbundet med verden og derfor som grundlæggende formet i et samspil mellem individuelle, sociale og kulturelle faktorer.