Stjerner lever ikke evigt

Jeg skriger, til jeg kaster sur galde og luft op. Skriger gennem hostene, der truer med at rive svælget op. Mit ansigt er vådt. Badet i tårer. Hele kroppen er i flammer, og jeg skriger i takt med smerten, der vokser. Skriger over den gule betændelse og pusset, de store blister kaster af sig. Lugten af brændt hår trænger gennem dén af bræk og sved, og jeg skriger fortsat.
Sandet står op omkring mig. Sætter sig fast som små korn i svælget, og gør lyden ujævn og sønderrivende. Min hals snører sig sammen. Jeg har svært ved at få luft. Snot løber ud ad næsen på mig og rammer læberne, løber ned ad hagen og halsen.
Da lyden endelig ophører, synker jeg sammen i sandet. Jeg tror, jeg skal dø. Alt er sort. Jeg kan ikke få luft. Verden er forsvundet.

I en dystopisk fremtid har Grace klaret første del af Overhøringen, men chancen for at redde Berlins liv har aldrig været mindre. Og trods en fremstrakt hånd fra en uventet kant, bliver spørgsmålene kun flere end svarene. Da verden styrter sammen, må Grace gøre op med sig selv, hvem hun vil følge i jagten på frihed. For når alt kommer til alt, er der måske i virkeligheden kun ét spørgsmål:
Er I virkelig værd at redde?