Statsfobi og civilsamfund

Foucaults moderne aftagere opfatter normalt ikke staten som en enhed, men som en række praksisser og netværk, der forbinder forskellige aktører. Den tænkning kræver dog, at man opgiver distinktionen mellem stat og civilsamfund. I sit ivrige forsøg på at nedbryde forskellen imellem de to, er Foucaults arvinger paradoksalt nok kommet tættere på den selvsamme statsfobiske tankegang, som Foucault advarede os imod.

Forfatterne gør op med den velkendte Foucault ved at dykke ned i teoretikerens egne tekster og forelæsninger. Ud fra dem diskuterer forfatterne, hvad Foucaults syn på stat/civilsamfund egentlig var. De finder bl.a. tegn på, at Foucault tilskrev staten en vis nødvendighed, i hvert fald i den nuværende sociale kontekst.

Derudover beskriver forfatterne bl.a. Foucaults tanker om den universelle velfærdsstat, som han så som et altid ufærdigt, historisk-kontingent projekt, der rummer både farer og potentialer.

Bogen ser desuden nærmere på flere centrale Foucault-inspirerede positioner, såsom Michael Hardt og Antonio Negris grandiose samtidsdiagnoser og Nikolas Roses ydmyge guvernementalitetsanalytik.