Sparta

Oldtidens Sparta var berømt og beundret, berygtet og frygtet for sine
modige krigere, sine stærke kvinder og sin brutale disciplin. Spartas
berømte elitesoldater blev forsørget af et stort, navnløst flertal, der
trællede på spartanernes marker. Selv hævdede spartanerne at kunne føre
deres særprægede samfundsform tilbage til den mytiske lovgiver Lykurg,
som i en fjern fortid havde forbudt spartanerne at ændre den forfatning,
forfædrene havde givet dem én gang for alle. I sin storhedstid i
400-tallet f.Kr. var Sparta den førende græske militærmagt, hvis stramt
organiserede uddannelsessystem producerede generation efter generation
af toptrænede soldater og skabte myten om spartanerne som uovervindelige
superkrigere. På kort sigt vakte myten respekt blandt
spartanernes venner og frygt blandt deres fjender, men på længere sigt
blokerede den for nødvendige reformer af det spartanske samfund. Ude af
stand til at forny sig holdt Sparta stædigt fast ved forfædrenes skikke,
mens nabostaterne udviklede sig økonomisk og militært. Til slut bukkede
Sparta under for sine rivaler, men myten om det uovervindelige Sparta
levede videre – og lever endnu.