Søren Kierkegaards Skrifter, Pakke 21, Bind 13+K13

Søren Kierkegaard (1813-55) skrev i 1848, reviderede i 1849 og '50, men udgav først i 1851 Om min Forfatter-Virksomhed, som han selv kaldte ”et Mesterstykke”. I skriftet gør han rede for forfatterskabets dialektiske struktur og sammenhæng.
I Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet, som Kierkegaard udgav i sept. 1851, behandles de tre temaer: ”Hvad der fordres for til sand Velsignelse at betragte sig i Ordets Speil?”, ”Christus er Veien” og ”Det er Aanden der levendegjør”. Det er i denne bog, Kierkegaard sammenligner det at læse i Bibelen med at læse et brev fra sin elskede.



Hvad Christus dømmer om officiel Christendom udkom i juni 1855 og er skrevet over kap. 23,29-33 fra Matthæusevangeliet og kap. 11,47.48 fra Lukasevangeliet. Guds Uforanderlighed, som Kierkegaard udgav i sept. 1855 med undertitlen ”En Tale”, var oprindelig en prædiken, Kierkegaard havde holdt i Kastelskirken søndag den 18. maj 1851.

Dette skal siges; saa være det da sagt blev udgivet i maj 1855 og virkede med sine kirkekritiske udsagn som programskrift for tidsskriftet øieblikket nr. 1-10. Med udgivelsen af øieblikket løb Kierkegaard stormløb mod den etablerede kirke og angreb dens kristendomsforkyndelse. Nr. 1-9 udkom i perioden maj til sept. 1855, mens nr. 10 lå klar i renskrift ved Kierkegaards død den 11. nov. 1855.

Det ledsagende kommentarbind indeholder beskrivelser af førstetryk og manuskripter med billeder heraf samt redegørelser for værkernes tilblivelseshistorie og udgivelsesmåde. I kommentarerne forklares alle ord og sagforhold, der ikke er umiddelbart tilgængelige i Kierkegaards tekst. Kom-mentarbindet gør denne nye udgivelse til den mest brugervenlige udgave af Kierkegaards skrifter.

Redaktion: Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup, Tonny Aagaard Olesen og Steen Tullberg.