En aften sad den fremmede ude på sin altan. Inde i stuen bag ved ham brænd- te lyset. Og så var det jo ganske naturligt, at skyggen af ham gik over på genboens væg. Ja, der sad den lige overfor mellem blomsterne på altanen. Og når den fremmede rørte sig, så rørte skyggen sig også, for det gør den. "Jeg tror, min skygge er det eneste levende, man ser derovre!" sagde den lærde mand. " Se, hvor net den sidder mellem blomsterne. Døren står på klem. Nu skulle skyggen være så snild og gå indenfor, se sig om, og så komme og fortælle mig, hvad den havde set!". "Ja, du skulle gøre gavn!" sagde han i spøg. "Vær så god at træde indenfor! Nå! Går du?" og så nikkede han til skyggen, og skyggen nikkede igen. "Ja, så gå, men bliv ikke borte!" Sådan siger den lærde mand til sin skygge. Han havde dog næppe troet, at skyggen ville tage ham på ordet.
