Skullfucking

Skullfucking er med sin sproglige vitalitet, sin hensynsløshed, sin grufulde poesi og politiske undertone en provokerende og vild monolog om individets indre dæmoni, om sex og vold, ensomhed og desperation.

En person sidder i et rum. Der er et bord. Et glas med vand. To døde fluer. Vi fornemmer apokalypsen. Bag os. Eller forude. Galskaben. Afmagten. Volden. Men også en ensomhed. En sårbarhed. En form for historieløshed. Eller måske snarere det modsatte: historiemæthed.

Skullfucking er en kompromisløs, rå dommedagsmonolog om menneskeligt forfald og samfundets utilstrækkelighed. Om at vi aldrig rigtig bliver klogere, men at vi forlader os blindt og imbecilt på systemet, vores politikere, embedsværket og konstruktionen menneskelig godhed.

Vi har lommerne fulde af død, sagde Hertha og holdt om mig.

Hun drømmer.

Hun drømte.

Nu er der stilhed fra sanatoriets tag.

De har sat hende op under himlen.

Hun står ved sit vindue.

Det lille ansvar, sagde de.

Det store vi.

Da var det vi kastede os frem mod ruderne og lo.

Jeg skrev om det.

Lange sætninger.

De fløj væk.

– citat fra bogen