Da Erik Sigsgaard i forbindelse med et tidligere forskningsprojekt spurgte børnene i en børnehave: ”Hvad er det værste ved at gå i børnehave?”, lød det enstemmige svar: ”Det er, når de voksne skælder ud!”
Men hvorfor skældes der ud? Hjælper det? Og hvis man ikke vil skælde ud, hvad kan man da gøre i stedet? Hvorfor skældes der mere ud i daginstitutioner og skoler end derhjemme? Kan det hænge sammen med institutionens særlige karakter af institution?
De fleste børn og voksne kan genkalde sig ubehaget ved at blive skældt ud. Skældud er ydmygende og nedværdigende for både udskælderen og den udskældte. Det kan derfor undre, at emnet ikke for længst er blevet taget op til selvstændig behandling i den pædagogiske litteratur. Det er netop, hvad Erik Sigsgaard gør i sin nye bog.
Udgangspunktet for fremstillingen i Skældud var et udviklingsarbejde i en almindelig børnehave, hvor pædagogerne besluttede at sætte kritisk fokus på skældud med henblik på at forbedre relationen mellem børn og voksne i institutionen. Projektet blev siden fulgt op af et forskningsprojekt, hvor forfatteren bl.a. undersøgte begrebet skældud samfundsmæssigt og historisk og indsamlede eksempler på institutioner, hvor man har forsøgt at undgå skældud. Resultaterne af udviklingsarbejdet og forskningsprojektet fremlægges i denne bog, som en tankevækkende påmindelse om, at man over for børn kommer længst med det gode. Som flere af børnene påpeger: ”De voksne kan jo bare sige det almindeligt!”
[]Skældud[] er først og fremmest skrevet til pædagoger og lærere, men henvender sig også til forældre og ikke mindst til de studerende, der er morgendagens opdragere.
Erik Sigsgaard er seminarielektor, cand.pæd. og forsker ved Center for Institutionsforskning, Højvangseminariet i Glostrup. Han er kendt som debattør, foredragsholder og forfatter til en lang række bøger om pædagogiske og politiske emner.
