Skabt til at gå tabt

Ikke al kunst er skabt til eftertiden – noget er skabt til at gå tabt. Sådan var det med den kunst, der i enevældens tid skulle markere fester i kongehuset. Gigantiske æresporte og søjlehaller skød pludselig op på byens pladser, udsmykket med skulpturer og lysende malerier. Bygninger blev pakket ind i silke, dækket med blomster eller forklædt som templer. Men det, der lignede marmor, var i virkeligheden træ, lærred, gips og papmaché. Alle de eventyrlige billeder og bygninger forsvandt igen som dug for solen.

I "Skabt til at gå tabt" fortæller kunsthistoriker Jesper Svenningsen om de største fester og de mest imponerende, mærkelige og kostbare udsmykninger fra begyndelsen af 1700-tallet til 1840’erne. Det var en tid, hvor festkunsten på én gang var politisk kommunikation, kunstnerisk eksperiment og populær underholdning. Den var folkelig, højtravende, overfladisk, provokerende, farverig og – måske mest af alt – overvældende.