SIND

Manden trak hatten til sig, og Lilje sad bare og stirrede på ham.
”Sidst vi hørte fra ham …” De stirrende grå øjne blev intense. Han blev distraheret. Han havde lyst til at dreje halsen om på ungen!
”Fandt vi … øh …”
grå øjne
”et offer –”
stirrer intenst
”øh uden øjne”
Jeg må have de øjne!
”Undskyld?” sagde Tristan, ”uden øjne?”
”Ja, og i en rød kjole.”
”Rød kjole? De mener som adelsfrøkenen, der anklager mig?”
”Ja.”
Grå øjne – må eje!
”Så de mener, at hun kunne havet været det første offer?” spurgte Tristan
”Tilfældigt, ikke?” svarede manden.
”Hmm, jo, yderst …” svarede Tristan.
Manden rejste sig.
”Tilgiv mig, jeg kan ikke blive længere uden at inkriminere mig selv.”
”Jeg forstår,” sagde Tristan. ”Jeg takker for Deres hjælp.”
Han gav manden hånden.
Uden at vide, hvad der egentlig foregik bag mandens mørke øjne …

Del 7 af Tristan og Milea-fortællingerne.