Sidemandsoplæring i et helhedsperspektiv

Temaet for denne artikel er sidemandsoplæring, der formodentlig er
den ældste og mindst formaliserede form for læring, der findes. Den
betragtes som den mest anvendte læringsform i arbejdslivet, hvor en
erfaren medarbejder instruerer en mindre erfaren som en del af arbejdet.
Samtidig er det en læringsform, som forsknings- og udviklingsmæssigt
er genstand for meget lidt opmærksomhed. Artiklens udgangspunkt er, at sidemandsoplæring rummer organisatoriske lærings- og udviklingspotentialer, der rækker langt ud over det, som den erfarne kollega lærer fra sig. Artiklen lægger således op til et ændret fokus på sidemandsoplæring fra udvikling af praktisk-tekniske færdigheder til afdækning og udvikling af organisatorisk potentiale samt læring. Vores pointe er nemlig, at sidemandsoplæring rummer en række potentialer, som ofte overses, fordi der fokuseres for entydigt på oplæringen af den enkelte medarbejder.