Sfærernes harmoni

For de fleste moderne mennesker har fysik og musik meget lidt med hinanden at gøre. Fysik opleves af mange som svært og verdensfjernt, hvorimod musikken er en behagelig og naturlig del af vores hverdag. Men fra oldtiden og helt frem til romantikken har musikken og fysikken befundet sig i en naturlig og kreativ vekselvirkning.
Musikken blev opfattet som noget, der rakte langt ud over dens nuværende status som kunst eller underholdning. Siden oldtiden havde den nærmest været betragtet som essensen af den fysiske verden i den forstand, at musikken afspejlede den himmelske harmoni og livets variation og kompleksitet. Derfor er musik gang på gang blevet brugt som metafor i forståelsen af den fysiske verden. Samtidig har videnskabsmænd til stadighed studeret – og forsøgt at forklare – tonernes indbyrdes struktur såvel som musikinstrumenternes funktion.
Faktisk er musikteori en af de allerældste naturvidenskaber, idet den har rødder helt tilbage til det 6. årh. f.Kr., da Pythagoras for første gang forbandt visse musikalske intervaller med bestemte talforhold. Helt op i renæssancen indgik musikteori som en selvfølge i den “naturvidenskabelige” del af de lærde skolers grunddiscipliner.

Indhold: