Satyricon

Titlen Satyricon er afledt af det græske ord for satyr og opbygger således en forventning om uregerlig kønsdrift. Men den hentyder også til det romerske ord satura 'satire'. Satiren i Satyricon blomstrer bl.a. i afsnittet om "Trimalchios Middag" om den nyriges snobberi, blodtørst, sentimentalitet og dødsdrift. Også kyniske arvejægere, skvaldrende akademikere og brunstige fruentimmere er mål for satiren i Satyricon. Det meste af Petronius' enorme roman er gået tabt; ca. 175 sider er bevaret. Fortælleren er den unge, hypersensitive intellektuelle Encolpius (gr. 'skødebarn', kæledægge); hans betagelse af drengen Giton er en vigtig faktor i handlingen. Satyricon har som så mange andre romaner form af en fantastisk rejsebeskrivelse; scenen er over et stort stræk henlagt til det græsk-dominerede Campania. Det sociale miljø er lavt, den herskende stemning konfus. Emnet er overvejende erotik og økonomi. Sprog og stil i Satyricon bevæger sig fra gadesprog til jeg-fortællerens urbane saglighed. Prosaen afbrydes undertiden af vers, enten længere stykker epos eller epigrammer. Komikken i det polyfone værk spænder fra plat farce til lavmælt, ætsende humor. Federico Fellinis filmatisering (1969) lader den gryende kristendom danne horisont om romanens kaos. Selvom Satyricon er næsten 2000 år gammel virker den meget moderne, dens personer med deres erotiske eskapader, dekadence, platheder, hurtige replikker og bidende ironi kunne lige så godt foregå i dag. Satyricon er udkommet i forskellige forkortede udgaver, men er aldrig kommet komplet i en tekstnær oversættelse.