Sansernes opdragelse

SANSERNES OPDRAGELSE er et essay om Marcel Prousts roman På sporet af den tabte tid (1913-27), der beskriver sin hovedpersons tilegnelse af verden i en sansernes rækkefølge, der på flere måder er påvirket af den tyske filosof Arthur Schopenhauers hovedværk Verden som vilje og forestilling. Men hvor Schopenhauer lader sin trinvise beskrivelse af sansernes udvikling og de dertil knyttede kunstformer kulminere med en hyldest til musikkens subtile væsen, slutter Prousts værk tragisk. ”Musikkens engel” falder og slår sig ihjel, mens hun flyver mod stjernerne. 
Det bliver dog ikke romanens sidste ord, for ud af musikkens ånd opstår tragediens spinkle tone: en fløjte der spiller, en klokke der ringer. Det er en stemme, der har lydt gennem hele Prousts mægtige værk. Essayet her vil gerne hjælpe med at høre den.