Samarbejdsrelationer som forhold og som ting

I dagens lederskab rettes megen opmærksomhed på relationel ledelse, team-arbejde og
social kapital. Opdyrkningen af velfungerende og tillidsbårne samarbejdsrelationer er
blevet en central virksomhedsressource, som skal medtænkes i organiseringen af den
daglige opgaveløsning. Ser man nærmere på samarbejde som en sproglig kategori, er det
imidlertid ikke entydigt, hvad begrebet egentlig henviser til. På den ene side kan samarbejde
anskues som betydningsåbne, dynamiske sociale forhold, der kan organiseres gennem
større eller mindre grader af selvledelse. På den anden side kan samarbejde objektiveres
og genstandsgøres som et særskilt funktionelt fænomen – eller en ting-i-sig-selv –
uafhængigt af de faglige, sociale og psykiske investeringer, vi lægger i de forpligtende
forhold til vores kolleger og ledere. I artiklen belyses denne indre modsætning i relationsbegrebet.
Jeg undersøger dets implikationer for de funktionalistiske og systemiske
analysetilgange, der anvendes i dagens ledelse. Jeg argumenterer for, at meningsdannelsen
i vores samarbejdsformer til dels besværliggøres af, at relationsbegrebet henviser til
både sociale forhold og til organisatorisk funktionalitet.