at gå med bøjet hoved hen over stenørkenen –
at vælge sig et udsnit og hænge det op.
Landskabet når det ikke betragtes
en skovsø der hænger på en tørresnor
en klippevæg falder tilbage i lænestolen
mens himmelen krøller.
Bare at slukke motoren og glide ned ad bjerget
at bære en varm kop ka.e ind til en ven eller elsker
hvordan det er at gå med de varme kopper i hænderne
– uden at føle nogen skam, overhovedet.
Hvordan vi plukkede blomster på vejen hjem
og fik øjenkontakt med en kat på første
halvt gemt bag et gardin i Monaco,
der af alle steder.
Vi har levet bag glas midt i bølgerne
og mærket Chardonnayen sprinkle i vores mundes som.
Som som uden billede, som som lyd.
Benægtet tusmørket – elskede når du hvislede og kaldte det tudsemørket.
Men også raseriet og tvivlen – hvem har sagt at det bliver mørkt
og bliver det mørkt, blot fordi de så frydefuldt gentager det?
Men om morgenen, f.eks. de kolde morgener, kunne vi vende os om på den anden
side og søvnigt forestille os fremtidens letsindige omgang med ansvar
– Oh, we shall just roll over in our graves and pretend we didn´t hear it
deklamerede du fnisende.
