Rottemanden

Sigmund Freud skabte i 1890erne en helt ny metode til behandling af neurotiske lidelser: psykoanalysen. Ved en daglig - én time lang - samtale søgte han at bevidstgøre sine patienter om sygdommens skjulte årsager og bibringe dem en følelsesmæssig accept af de intime og ofte meget pinlige detaljer, der herved kom for dagen.
Freud udgav i alt frem store og et antal mindre sygehistorier. Udover at rumme værdifulde oplysninger om hans analytiske og terapeutiske metode tegner de et bredt kulturhistorisk billede af familielivet, omgangsformerne og forholdet mellem kønnene omkring århundredskiftet. Hver sygehistorie er samtidig en livshistorie, der - med Freuds egen formulering - kan læses som en roman eller novelle.
Rottemandens sygehistorie drejer sig om en yngre tvangsneurotisk mand, der kom til Freud med sine problemer i efteråret 1907, og som blev behandlet intensivt de følgende måneder. Navnet hentyder til den mest generende af hans tvangstanker, nemlig forestillingen om, at sultne rotter borer sig op i endetarmen på hans længst afdøde fader og den fattige, men stolte kusine, som han har forelsket sig i. Behandlingen var ifølge Freud en ubetinget succes.
Som noget helt usædvanligt gemte Freud sine notater fra de første tre måneder af behandlingen, og denne analysejournal, der rummer mange nye og særdeles intime oplysninger om patienten, er her medtaget som appendiks til den officielle sygehistorie fra 1909.