Rigtige løgnhalse

Annika elskede at lyve.
                      Hvis man ville være storsindet, kunne man sige, at det at lyve, var Annikas hobby.
                      Hvis man ikke ville være storsindet, kunne man i stedet sige, at Annika var en rigtig løgnhals.
                      For det var hun. Og hun skammede sig ikke det mindste, når hun rystede den ene usandhed efter den anden ud af ærmet.
                      – Jeg skal flytte til Egypten.
                      – Min far spiller tolv instrumenter.
                      – Vi fik slange til aftensmad i går. Det smagte som kylling.
                      Annikas venner vidste, at hun løj.
                       Snød.
                      Bedrog.
                      Stak en plade.
                      Og det gjorde sådan set ikke så meget, indtil den dag hun ville fortælle sandheden om, hvad der skete om sommeren imellem sjette og syvende.
                      For der var ingen, der troede på hende.
                      – Hold op med at lyve, Annika, sagde hendes venner.
                      Annika syntes ikke, det var så underligt, at de sagde sådan.
                      For alt det, der skete den sommer, var så usandsynligt, at det lød mere som en løgn end som den sandhed, det faktisk var.
 
Læs beretningen om tolvårige Annikas ture alene rundt i byen og hendes møde med pigen Kaja og hendes klike, der udfordrer Annika på sandhed eller konsekvens – bare uden sandhed.