Relikvie er minimalistisk i sit udtryk – en reportage om de
mindste forskydninger i et kvindeligt jegs hverdag, og det vel at mærke en
hverdag, hvor der ikke sker ret meget – men så meget større i tanke, og i hvad
man kunne kalde etisk fordring.
Da vi kørte over
broen lige før og kom fri af bygningerne, faldt solen ind på en pige, som
sidder i den anden side af bussen med en skijakke på. Jeg tænker på om hun mon,
før det skete, havde følt sig efterladt, om hun om morgenen ikke magtede at
vaske sit hĂĄr, ikke rigtigt kunne insistere pĂĄ sig selv, og om hun, da vi
krydsede broen, vidste, at også jeg sad og mærkede den vilje, lyset havde valgt
hende med, at det insisterede pĂĄ hendes vegne.
Kvinden kræver
absolut ærlighed af sig selv, hun er konstant anfægtet af – på gaden, i bussen
i forhold til en tilfældig medpassager eller nårsomhelst – om hun nu er nok
menneske.
Fordi man i
ensomheden lever på grænsen af det menneskelige.
Det bliver en
nødvendighed for hende at forbinde sig og at skrive disse forbindelser. For
simpelthen ikke at gå i opløsning, at falde fra hinanden.
Vi er meget langt
fra eksistentialismens sværmen for den fundamentale ensomhed; for her er det i
selve berøringen at alting begynder – gennem det sprog, der hele tiden
insisteres på som noget, der både kan nægte og frelse.
Relikvie bestĂĄr
af 3 dele. De indledes af en liste hvor alt, hvad der overhovedet betyder
noget, bliver samlet sammen som relikvier i et forsøg på at gøre livet helligt,
at få tingene til at bevare deres styrke, at overskride døden.
I første del
opholder jeget sig alene i London og registrerer omhyggeligt hverdagens
hændelser og tanker og sin længsel efter kærlighed – den navngivne anden.
I anden del er
jeget tilbage, hjemme i København, deler tilværelse med sin kæreste, men er om
muligt endnu mere alene og skriver et langt kærlighedsbrev til sangeren Kurt
Cobain, som bliver en slags ĂĄndelig livsledsager.
Men de piller,
jeg tar, gør mig lysfølsom. Jeg ved heller ikke, hvor interesseret jeg er i den
sol, der tilbydes. Det passer selvfølgelig ikke! Men Kurt, jeg fryser sådan, at
jeg ikke holder ud at sidde mere end et par timer pĂĄ en stol. Jeg er
forfærdelig urolig. Mine trøjer er så tyndslidte og blege, jeg bliver
fuldstændig sindssyg. Og nu hvor solen lægger sig over mig her i sengen, kommer
jeg til at tænke på alle de munde, der nogensinde har kysset de syge. Jeg må
græde lidt. Jeg må sværge: Dét lys er også en andens.
Endelig i tredje
del ryddes der op, med flere på hinanden følgende flytninger, jeget flytter,
ting – verdens enorme mængder af ting – både dem der har stået fremme, men også
dem, som før var gemt væk, men nu skal pakkes om, afgiver en pludselig ny
betydning.
Julie Mendel
appellerer til og tror pĂĄ det bedste i mennesket. Man kunne sammenligne med en
anden ung lyriker, Andreas Pedersen, som debuterede sidste ĂĄr med den meget
roste samling Fryden, som pĂĄ samme
mĂĄde har lagt den ironiske distance bag sig og alvorligt insisterer pĂĄ det
gode. Intensiteten hos Julie Mendel er så høj, hver sætning er så vigtig, at
den kommer til at synge ... Næsten umenneskelig.
Selve skriften,
det at benævne, bliver et spørgsmål om liv eller død. At være præcis nok. Nu kan jeg mærke, at du sover, din fine røde
brystvorte. Du skal ikke være bange.
Det er vel først, når vi kalder noget for noget, at vi kan se det.
