Relationel samskabelse og relationel velfærd

Traditionel velfærd bygger på en mangelbaseret tilgang, hvilket resulterer i indgreb, der er bygget op omkring borgerens mangler. Det er med til at forme borgerens identitet negativt, fordi fokus er rettet mod de individuelle mangler
frem for på de strukturelle og organisatoriske årsager til problemets
opståen og håndtering. Relationel velfærd, der er et koncept udviklet af Hilary Cottam (2011), er en værdibaseret tilgang, hvor man bygger videre på borgerens styrker og sikrer adgang til de ressourcer, der skal til
for at skabe forandring (Shapiro, 2004). Velfærd, i denne forståelse, er en tilstand, der opstår i individets relation til miljøet, og derfor er velfærden for individer, grupper og samfundet afhængig af omgivelsernes positive engagement, det relationelle samspil og adgang til de ressourcer, der kan
udnyttes til at opnå velfærden eller trivslen. I denne artikel vil vi gøre rede
for relationel velfærd som en værdibaseret tilgang til social trivsel. Hernæst vil vi præsentere relationel samskabelse som en central drivkraft for relationel velfærd. Vi vil beskrive den relationelle koordinering og underbygge teorien
om relationel samskabelse, forklare, hvordan konceptet fungerer
i praksis, og pege på, hvordan den relationelle samskabelse
kan præge velfærdspolitikken.