Refugium

”Hvem er du? Du må ikke være her.”
Han sagde det med så megen overbevisning, at jeg gættede på, at det var hans jord.”Jeg
hedder Juliane, og jeg må være, hvor jeg har lyst til at være,” svarede
jeg og gengældte hans åbne blik, mens jeg lagde armene over kors.
Han granskede mig et øjeblik.”Hvor
gammel er du?” spurgte han og lagde hovedet på sned, som om han
allerede vidste det og skulle tjekke, om jeg ville lyve for ham eller
fortælle sandheden.
”Tolv,” svarede jeg. ”Og hvor gammel er du?””Også tolv, men jeg fylder snart tretten. Altså i december, der bliver jeg tretten,” svarede han.
”Nå, der er da et stykke tid til.””Ja, okay.”
Vi smilede prøvende til hinanden. Som om det var tilstrækkeligt, at vi havde alderen til fælles, vinkede han mig hen til sig.

 

Forfatteren
Juliane befinder sig over halvvejs i livet. Hendes to døtre er flyttet
hjemmefra, og hun har ladet sig separere fra ægtemanden Max. Da hun
arver sin mosters gård, ser hun det som en kærkommen mulighed for at
komme væk fra det hele og tænke på noget andet, mens hun sætter gården i
stand, så den kan sælges.

I
den lokale købmandsbutik støder hun tilfældigvis på sin barndomsven
Janus, og snart begynder barndommens uskyldighed at kaste lys over
voksenlivets komplikationer
og omvendt.