Rebalancering af samfundet

I denne bog tilbyder Henry Mintzberg en forståelse af roden til vores samfunds politiske og økonomiske krise. Han giver en strategi til at rebalancere samfundet og forny kapitalismen og demokratiet, der er så afgørende for vores børns og vores planets overlevelse. Han mener, det er nok med den globale og lokale ubalance, der forårsager nedbrydningen af vores miljø, vores demokratiers undergang og nedværdigelsen af os selv. Det er nok med pendulpolitikken fra venstre og højre og lammelse i det politiske centrum. Han mener, vi har brug for en radikal fornyelse, og at den skal begynde i civilsamfundet, som han kalder den pluralistiske sektor. Denne sektor har nemlig både tilbøjeligheden og uafhængigheden til at kunne udfordre uacceptable praksisser og udvikle bedre nye. 
Da Berlinmuren faldt i 1989, var det ifølge Henry Mintzberg balancen, der sejrede. De kommunistiske regimer var helt ude af balance og havde overvejende magten koncentreret i deres offentlige sektor, mens de velfungerende vestlige lande havde en passende balance mellem deres offentlige sektor, deres private sektor og den pluralistiske sektor. En manglende forståelse af denne pointe har  lige siden bragt mange lande ud af balance på grund af en favorisering af deres private sektor, fordi vestlige eksperter erklærede, at det var kapitalismen, der havde sejret. 
Henry Mintzberg mener, de vestlige eksperter tog fejl, da et sundt samfund balancerer en offentlig sektor af respekterede myndigheder, en privat sektor af ansvarlige virksomheder og en pluralistisk sektor af robuste sammenslutninger og fællesskaber. Der er således tre vigtige sektorer i samfundet, ikke kun to. Men den, vi har sværest ved at kapere, giver vi en masse utilstrækkelige betegnelser, for eksempel ”nonprofit-sektoren”, den ”tredje sektor” og ”civilsamfundet”. Med benævnelsen ”den pluralistiske sektor” kan den få lov at indtage en plads ved siden af dem, vi kalder offentlig og privat, samtidig med at vi sender et signal om, at den består af en lang række menneskelige sammenslutninger. For “de andre” kan ikke ændre forholdene alene. Vi – du og jeg – bliver nødt til at gøre det, hver enkelt af os og os alle sammen – ikke som passive “menneskelige ressourcer”, men som ressourcestærke mennesker.