Rakkerpak - et helvedes eventyr

Rådne blade hvislede om fødderne på Viktor og John, da de flygtede gennem skoven. Enhver tanke om at følge stien var forsvundet. Det eneste det handlede om nu, var at undgå at blive revet i stumper og stykker af en hær af små, hoppende kugler af pels og ondskab. Nogle af var-kaninerne var ikke større end de bolde drengene hjemme i Ravnekrog spillede med, men andre igen var på størrelse med halmballer. De to brødre forvildede sig væk fra stien og kæmpede sig igennem et tæt tornekrat, der rev og sled i deres tøj. Grene svirpede dem i ansigtet. De lagde slet ikke mærke til, hvordan terrænet ændrede sig rundt om dem. De var kommet ind i en ældre del af skoven, hvor træerne var større, mere krogede og vildtvoksende. Der var ingen stier eller veje, faktisk slet ingen spor af mennesker. Hvilken retning der var nord eller vest var umuligt at sige. Og stadig kom flokken af var-kaninerne halsende lige i hælene på dem, som en mur af knurren og bløde bump ...