Provinspis

Ida lider af en alvorlig omgang bøhlandsblues. Der sker absolut INTET i det hul, hun bor i. Alle er som levende døde, der bare gør det, som alle andre gør. Drømmer om det, som alle andre drømmer om. Det er kun weekenderne, der giver kedsomheden modspil, og den kaster Ida sig grådigt over i en tåge af sex, sprut og stoffer. Hun må væk. Ud. Bort. Provinsen er som kviksand: jo mere Ida kæmper imod, jo mere bliver hun trukket ned i et bundløst hul. Hvad gør man, når der er så meget at kæmpe imod? Når den største fjende ... er en selv? En bog om at finde et ståsted, når man er i frit fald.