Popstars-generationen

I 1999 fik en tv-producer i New Zealand ideen til programmet Popstars, som hurtigt bredte sig til resten af især den vestlige verden. I Danmark fik vi det første program i 2001. Det viste sig i den grad at indfange tidsånden. Unge stod i kø for at få lov til at synge for et dommerpanel i håbet om at blive kendte sangstjerner. Masser af familier sad klæbet til skærmen, og der er nok blevet født mange scenedrømme hos de børn, der kiggede med. Disse børn er unge i dag. De står for i løbet af de næste 10 år at skulle indtage deres egen scene på arbejdspladserne og på uddannelsesinstitutionerne.
 Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl og lektor ved Grenaa Gymnasium Oluf Kjær Nielsen tegner i en ny debatbog et billede af den generation, de har valgt at kalde popstars-generationen. Det er de unge, der er opvokset i en tid med ufatteligt mange drømmebilleder i medierne og et overflødighedshorn af muligheder og valg. På trods af den aktuelle økonomiske krise og stigende arbejdsløshed tyder alt nemlig på, at mangel på hænder bliver fremtidens store problemstilling, når de små årgange skal afløse de store på arbejdsmarkedet. Popstars-generationen udråbes ofte til at være priviligeret, og måske ligefrem forkælet, men de unge står også overfor at skulle sætte scenen selv og formå at blive stjerne i deres eget liv.
 Kærligt, kritisk og polemisk stiller bogens forfatter en række relevante spørgsmål til de unge og til de arbejdsgivere, der bliver afhængige af dem i de kommende år.Er de unge overhovedet gjort af et stof, der kan sikre fremtidens velfærdssamfund? Eller er de netop svaret på fremtidens udfordringer?