Flere spor ledte mig indenfor Kongstads uhyggelige bygrænse: Den mere rabiate udkant af politisk filosofi som udlagt af Carl Schmitt og Leo Strauss... Kathleen Ferriers version af Mahlers Das lied von der Erde indsunget året før hendes tidlige men ventede død... opdagelsen af den gamle matematiske gåde fra Königsberg: de syv broers gåde... og generindringen af teaterudgaven af Nicholas Nickleby fra starten af 80´erne, dette særlige Dickenske univers af London, vold og mystik.
Da jeg lukkede lågen bag mig, fandt dramaet sin form. Fra den grundlæggende hypotese om det gavnlige forbud mod kunst går vi over til retssalsdramaet der skal behandle og dømme en stigende sabotage og terrorisme mod byen Kongstad. Som stykket skrider frem synes det dog mere som om vi i retssalen skal udlægge en drøm, en uhyggelig drøm fyldt med børnesange, eventyrets aske og kunstens lange skygger. Denne drøm skal gøres forståelig for alle, de skyldige som de ikke-skyldige. På et tidspunkt begyndte det at sne.
