Dette er en historie om et selvmord. Det er også en fortælling om al den erindring, som afstedkommer i tabet af det nære, om skønhed og sorg, om polemik og venskab, om kærlighed og brud og om dannelse og udlængsel. Parafrase er Tristitias erindring om den unge, melankolske Ferdinand, som underlagt det modernes åg føler sig draget mod melankoli og æstetik. Gennem den ydre såvel som den indre rejse forbinder han skønheden til melankoli i et stadigt forsøg på at transcendere den fysiske virkeligheds ubarmhjertighed. Virkelighedsflugten fører vidt omkring og betoner, at selvom stedet skifter, så er sindets kviksand uundgåeligt. Med filosofien, musikken og litteraturen som matrice er Tristitia parat til at støbe sig en eklektisk skulptur af videbegærlighed, kritik og nysgerrighed. Skulpturen døbes Ferdinand Santeuil. Romanen er tillige en undersøgelse af stedets betydning i det levede liv, og netop derfor er erindringen det gennemgående tema.
Uddrag af bogen Spørgsmålet, som satte sig uudtalt på vores læber, angik begivenheden. Kan der virkelig ske et brud, en forandring, som åbner nye horisonter for den menneskelige bevidsthed? Vi troede det begge til trods for, at det var aldeles svært at definere disse sandhedsbegivenheder videre præcist. Jeg fik såmænd en tro på, at vi i dette øjeblik kunne sidde og åbne denne begivenhed, at vi i netop dette øjeblik ville skabe en ridse i tiden, at vi ville åbne sluserne og lade bevidstheden sive ned i menneskets form. Men vi kiggede bare parallelt ud i horisonten, og intet skete. Verden forblev den samme, men øjeblikket havde forandret os. En accept af livet havde ramt os. Vi erfarede tilfældets magt i det store hele af livets aspekter og vi slog vor ånd ihjel. Hvad skulle vi gøre?
Om forfatteren Jeppe Øxenvad (f. 1994) er bachelor i filosofi fra Aarhus Universitet og kandidatstuderende i sociologi ved Københavns Universitet. Forfatteren bor på Østerbro. En stor interesse i litteratur og filosofi var anledningen til at debutere som forfatter. Ligeledes spiller kærligheden til Søren Kierkegaard, Arthur Schopenhauer og Walter Benjamin ind i hans litterære virke. Tristia Itinerarium er bogens reelle forfatter og må betragtes som en hyldest til Kierkegaards pseudonymtradition. Forfatterpseudonymet kan oversættes til den melankolske vejbog efter antikkens vejkort. Det litterære kort skal være en lille stifinder til erindringen, som har til hensigt at rette sig mod nyskabelse og æstetisk erfaring.
