Paradiset lugter

Den jødiske synagoge,

Duhok –

Mesopotamien 1990



Et rum og en verden med en sand historie, rene følelser, uden menneskers ondskab! Det har jeg tit brug for! For at bevare min sjæl i ro og god behold, kommer vi her. Et sted, som er forladt af tvang! Med milliarder af sår og glade minder om kærligheden igennem tusinder af år! Der er en ren luft af landets gemte historier herinde! Stenene er tavse. Ingen er i stand til at fortælle, hvad der sker i sindet! Ingen kan overvinde sandheden her.



Guderne har skamfuldt gjort kærlighedens ånd mundlam! Synagogen er Mellemøstens sjælemuseum!



Håbenes råb, sorgens forladthed og kyssene er Guds rystende hænder her i synagogen! Lyset falder ned gennem loftvinduet, over de sorte sten, med mørke og uretfærdige historier fra jorden.



I lyset ser jeg tusinder af farver og varmen af solens livskraft! Planetens energi for de levende på jorden. Gud er ligesom os andre, kigger og nyder livets flydende billeder og film oppe i himlen! Gud er tit jaloux på mig, fordi jeg ikke engang spørger ham om lov! Han forstår det ikke! Hvordan kan jeg svinge mig så blødt, at ingen bliver forstyrret af min dans? Jeg kysser universets yderste kant, med Sharis strålende sjæl oppe i himlen. Dansen lander fjerlet på hendes magiske hår, over skønhedens guddommelige sjæl.



Jeg er en sjæl uden sprog.