Panodilpigen

Amalie er 14 år og trives ikke i skolen. Hun føler modstand fra lærerne, har svært ved at finde sin plads i pigegruppen og kæmper med depressive tanker. En dag bliver hun overfaldet af nogle piger på sin skole. Mens hun venter på at få plads på en ny skole, kæmper hun videre med sig selv på det alt for stille teenageværelse – langt fra skoleliv og venindehygge. Ensomheden og afmagten er så uudholdelig, at Amalie begynder at skære i sig selv, og en dag tager hun en drastisk beslutning. Hun tømmer glasset med panodiler, men hendes mor finder hende i tide og får hende af sted med ambulancen. En lang og sej kamp med at få Amalie tilbage til hverdag og skoleliv begynder. Afslagene tårner sig op, men da Amalie og hendes familie møder en journalist på en solferie, begynder tingene på mirakuløs vis at ændre sig. 
I 2010 blev over 1.000 unge piger/kvinder indlagt med paracetamolforgiftning. Christine Jøncks datter, Amalie, var en af dem. I Panodilpigen fortæller hun, hvordan det er at være mor og opdage, at ens datter har forgiftet sig selv med piller. Hun beskriver forløbet fra de første tegn på, at datteren ikke trivedes, op til i dag, hvor familien har fået bearbejdet sorgen og er kommet tilbage til hverdagen med troen på en lysere fremtid.