På St. Jørgen

Som en kontrast til professor Hierononimus og hans rædselsregimente bliver Else endelig i dobbeltromanens andet bind overført til Sct. Jørgen, hvor en helt anden stemning hersker under en menneskelig overlæge, der behandler sine patienter med indføling og nogen respekt, og Else kommer sig her efter et relativt kort ophold og kan lade sig udskrive. Men etiketten sindssyg klæber stadig ved hende, den vil ingen fjerne, hun kan ikke få en attest på, at hun er rask, selv om hun aldrig har været sindssyg, men blot i en krise. Skram rejser i værket spørgsmålet: Hvem er egentlig sindssyg, hvem kan definere hvem der er syge - og med hvilken ret? Blandt de mange stakkels patienter var professor Hieronimus måske i virkeligheden den mest gale?

Værket blev udgivet som et opgør med institutionernes umenneskelighed og tilfældige og afsporede behandling af patienterne. Skram blev faktisk advaret mod at udgive det, da man frygtede, at afsløringen af hendes psykiske krise kunne ramme hende selv. Men værket gav anledning til en offentlig debat og en egentlig undersøgelse af forholdene, og virkelighedens professor Hieronimus, den dengang kendte overlæge ved Københavns Kommunehospital Knud Pontoppidan måtte efterfølgende trække sig fra sin stilling.

Historien om Else Kant blev på den måde også et stykke dansk psykiatrihistorie. Dobbeltromanen er den dag i dag med sin ubarmhjertelige realisme og høje kunstneriske niveau et meget vedkommende værk, der stiller det stadig aktuelle og foruroligende spørgsmål om, hvad der er galskab, hvem er egentlig de gale?

(Litteratursiden)