På det jævne

Kaalund var fri for skole og principper, og alle vegne elskede han det oprindelige; derfor førte hans ungdoms higen ham mod oldtidslivet, i sin manddoms dage søgte han til bunds i menneskelivet, og altid fandt han sin trøst i naturen. Han var efterårets sanger; foråret, følte han, gjorde ham til en umandig drømmer, og derfor lå det erotiske også fjernt fra ham; høsten derimod vakte hans eftertanke. Af al magt søgte han gennem ihærdigt arbejde at forme sin egen personlighed i overensstemmelse med sin digtning. Det højeste, han ville nå, var "Klarhed i Sindet, Renhed, Sjælefred, Mod til at lide, Kraft til at undvære". I hans etiske livsanskuelse er der mandig tro på livets højere magter, mild alvor og stor sundhed.
(Wikipedia)