Overrabbineren

Dr. Max Friediger, født i Ungarn i 1884, var de danske jøders overrabbiner fra 1920 til sin død i 1947, netop i de år, da nazisternes antisemitiske bølger skyllede ind over Danmark fra det Tyskland, hvor han selv var uddannet. 
Det jødiske samfund i Danmark var ved hans tiltrædelse præget af splittelse mellem de gamle, etablerede danske jøder og de store mængder af jødiske flygtninge, som kom til landet i begyndelsen af 1900-tallet med en anden form for jødisk tro og kultur, gik anderledes klædt og talte et andet sprog. Desuden var der en lille ultraortodoks menighed i København, mens flertallet af menigheden omkring synagogen i Krystalgade var en slags ”kulturjøder”, som kun i begrænset omfang tog del i det religiøse liv. 
Disse fraktioner lykkedes det Friediger at samle under sin ledelse, og det er i høj grad i kraft af ham, at det danske jødiske samfund fik den stilling i Danmark, som vi kender i dag. Det skyldtes ikke mindst hans store åbenhed over for det kristne samfund. 
Han var ivrig tilhænger af det daværende Palæstinas opbygning, men samtidig en skarp modstander af voldelig zionisme. Hans grundlæggende tillid til fredens og tolerancens vej og det positive forhold til det kristne Danmark var også stærkt medvirkende til, at det omgivende samfund ydede den afgørende hjælp, da nazismen truede de danske jøder. Han var selv indsat i Theresienstadt 1943-45, hvor han spillede en væsentlig ledende rolle for sine medfanger. 
Martin Schwarz Lausten, f. 1938, dr.theol. og professor emeritus i kirkehistorie ved Københavns universitet. Forfatter til adskillige bøger om især reformationen og om forholdet mellem kristne og jøder i Danmark fra middelalderen til nyere tid.