Overlever

Jeg havde tyfus – en sygdom, man engang kaldte »fængselsfeber« i Europa, fordi den så ofte brød ud i fængsler. I den forstand var det kun passende, at jeg var blevet smittet i Auschwitz-Birkenau, det ultimative fængsel. Men dér kaldte man det Judenfieber, jødefeber. Ens kropstemperatur stiger til op mod 41 grader, og man får en tør hoste – en hoste, jeg stadig døjer med i dag. Uden behandling kan dødeligheden ligge på hele 60 procent.

Alt det vidste jeg ikke dengang. Jeg vidste heller ikke, at de rå løg, de gav mig at spise i stedet for medicin, overhovedet ikke hjalp mig. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg var skrækkeligt syg. Men viljen til at overleve holdt mig kørende og satte mig i stand til at kravle ud af køjesengen og stå ret sammen med de andre patienter, den dag Josef Mengele kom. Jeg havde selvfølgelig set ham mange gange før på rampen – denne høflige, pæne og ulasteligt klædte SS-officer, der så fangerne an, når de tumlede ud af godsvognene. En udstrakt finger i de kostbare, grå dådyrskindhandsker; andet var der ikke. En finger mod højre betød liv, mod venstre betød død. Det var den vej, min familie var gået. De var tabere i nazisternes grufulde lotteri.