Om den sociale arbejdsdeling

Hvorledes er det muligt, at mennesker, hvis baggrund, arbejde og normer ikke længere er identiske, kan skabe et samfund med en ny kollektiv bevidsthed? Det er den overordnede problemstilling i Émile Durkheims doktorafhandling Om den sociale arbejdsdeling fra 1893. Der er tale om et af samfundsvidenskabernes absolutte hovedværker. I kraft af de spørgsmål, den metode, den argumentation, de begreber og de svar, afhandlingen rummer, satte Durkheim standarden for sociologien som videnskab.

Umiddelbart ville man nok forvente, at et grundlæggende værk om arbejdsdelingen skrevet af en fransk sociolog i slutningen af 1800-tallet ville undersøge den industrielle revolutions virksomheder og organisationer. Men Durkheim tager faktisk ikke så meget fat på den industrielle arbejdsdeling blandt f.eks. arbejdere, ansat ved samme virksomhed, som på langt mere radikale opdelinger i vidt forskellige grupper og subkulturer, i normer og strukturer, moral og ret. På denne måde rækker hans analyse da også langt ud over den industrielle arbejdsdeling i hans egen samtid og rejser spørgsmål af ganske anderledes vidtrækkende karakter: Hvordan kan fritstillede individer indgå i en social orden? Hvorledes er individualitet mulig? Hvordan kan et differentieret samfund integreres? Hvad er forudsætningen for, at det moderne samfund opstår? Er det industrialiseringen, retsudviklingen, fremvæksten af storbyer og infrastruktur, religionens tilbagetrækning eller andre fænomener, der udgør civilisationens drivkraft?

Om den sociale arbejdsdeling er over hundrede år gammel og har i den forløbne tid uomtvistelig vist sig at være en af de væsentligste analyser af samarbejdets og arbejdsdelingens forudsætninger og konsekvenser, styrker og svagheder.